Som mangeårig inkarneret Apple fan, falder det mig ikke lige for brystet, sådan at kritisere Apples produkter. Jeg ved egentlig heller ikke om det her blog indlæg er af kritiserende karakter, eller om de skrevende ord er skrevet med den største facination og den dybeste ærefrygt.
Ordene kommer fra en mand som siden 1998 har op mod 10 Apple computere under bæltet. Nogle af dem stadig i sund og stabil drift…-og dog, lige med undtagelse af min MacBook Pro til 20 K, som lige har smidt sit bundkort…øv!
Når man fra Apples side lancerer et nyt produkt, har det aldrig været uden det store postyr. Mange produkter er kommet og har i mange menneskers øjne været geniale. Produkter som iMac, iPhone og Apple OSX, har med den aller største fortjeneste presset et Apple produkt ind i mange danske og udenlandske hjem, såvel som lommer, skoletasker, rygsække, business-tasker og kontorer, ligesom at det her indlæg er skrevet på min gamle G5, alt imens min iPhone ligger og brummer lunt i lommen :-)
Nu har Apple så lanceret iPad, og man kan jo spørge sig selv, hvad dælen man skal med den tingest? Altså en forvokset iPhone, som mest af alt ligner en iPhone designet med henblik på min Mormor og andre begyndende svagtseende, med store ikoner som er bange for hinanden, og et grimt OS udseende som oven i hatten ikke engang kan ringe!?!? Øhhh, hvad skal jeg lige med den, i forhold til min iPhone som kan det samme og som ikke fylder mere end at den kan ligge i min lomme!? Havde man da bare fra Apples side, lavet noget som mindede lidt mere om en computer, hvor man kan have flere applikationer åbne på en gang, og som i en eller anden omfang kunne erstatte min nu ødelagte MacBook Pro. Så havde vi da noget nyt, og noget som måske gik hen og blev genialt på lige fod med tidligere tiders inovative produkter. En fremhævet feature på iPad, er den avis som følger med…øhh nej tak, jeg foretrækker nu den jeg får ind med posten, og skal den erstattes, så giv mig den i en form som kan ligge på min iPhone. Nu skal vi altså rejse rundt med vores MacBooks, iPhone og så vores iPad…det bliver dyrt i flysæder. Jeg tror at jeg skal booke sædet ved min side næste gang jeg skal flyve, hvis jeg også skal have plads til min iPad!
Skulle det her iPad eventyr nu lykkes for Apple, så bukker jeg mig gerne i støvet endnu engang. Som medejer af et marketingsorienteret foretagende, kan der ikke komme kudos, bandetegn og fuld respekt nok til Apples marketingsfolk, hvis det endnu engang lykkes dem at skabe trend og hype nok om iPad, til at den bliver en salgbar succes, og det med udgangspunkt i at den prismæssigt ligger og ånder MacBook lige i hælene.
Ja tak, jeg tager gerne en MacBook næste gang, og bekoster den også gerne med den ekstra tusse som skal til, for at få den frem for en iPad!
- Thomas













Godt skrevet, dééér – Men jeg ved du køber en når den kommer. Du kan ikke lade være ;-)